D . 4. 2 . La- tlf a LCN. J 2 .
2 * 57 fur fei. IA.
Digitized by the Internet Archive in 2013
http://archive.org/details/klerkevaengetsyn00hero2
5 * **
r
Te
ER Ibferkevænget.
Syngeſtykke i tre Acter.
Af E. de Planard; Muſiken af Herold.
Overſat af Th. Overſkou.
Ajsbenhavn, 1334.
Trykt pan den Schubothſke Boghandlings Forlag, hos Bianco Luno & Schneider. 8
Ålerkevænget.
(Ferſte Gang ovført paa det Kgl. Theater d. 28. Octbr. 1834.)
Perſonerne:
Margaretha, Dronning af Navarra ... Mad. NVielſen. Iſabelle, en ung Grevinde ! Ifr. Irza.
| f fra Bearn | SAN Mergy, Adelsmand Hr. Schwartzen. Comminge, Oberſt ved den franſfe adelige
Heſtgarde „ „ „ Kirchhbeiner. Cantarelli, Cornet ved ſamme Corps ... — Phiſter. Girot, Eier af Vartshuſet i Klerkevenget . — Cetti. Niete, hanz Brund Mad. Kragh En Vagtmeſter ved Heſtgarden. Byſvendenes Formand. Hoffolk, Borgerfolk, Heſtgardere og Byſvende.
Handlingen foregaaer deels i Paris, deels i Omegnen; Tiden er 1582, under Henrik den Tredies Regjering.
Vorſt⸗ l.
Et ſtort Varelſe i et Vertshuus; det er neſten aabent i Bag— grunden, faa at man kan fee Zræerne, ſom ſtaae langs med Landeveien; paa den modſatte Side af denne ligger et Krat. J Varelſet ſtaae nogle ſmaae Borde med Duge, , Servietter og Glas.
— — — —
Forſte Scene.
Girot. Nicette (i Brudedragt) og Borgerfolk (komme fra Veien med Spillemaend i Spidſen).
Skaren.
Mod Sky ſkal Sange tone, Som Gladen tolke kan! Snart Nicette ſkal, ſom Kone, Favne omt en vakker Mand!
Girot, (ſom gaaer ſtolt frem og tilbage; ſagte til Nicette.) Paa mine Fagter De med Beundring ſee! Wicette (fagte til Girot).
Huſt paa, man os betragter, Faae mig ei til at lee!
6
Girot (til Folget). Herlig Viin, lakkre Netter Stage i Haven for Jer! Til Bords Eder ſetter; Vi ſkal ſtrax være der! Skaren.
Mod Sky ſkal Sange tone, Som Glæden tolke kan! Snart Nicette ſkal, ſom Kone, gavne ømt en vakker Mand!
Anden Scene. nicette. Girot.
Girot. Aa, lad os hvile os lidt, føde Nicette! hvis vi ellers kan faae Roe til at hvile os! For at gjøre Din Smag Ære har jeg pyntet mig ud ſom en Modeherre fra Louvre; men disſe Klæder ſidde ligeſaa ſnevert om mig, ſom Skeden om en Kaarde; den ſtivede Strimmel ſtikker mig i Hrene, den udſtoppede Troie presſer Sveden ud af mig og mine ny Halvſtovler trykke mig faa det er ſkroekkeligt. Himmel og Jord! hvor vi have rendt! hvor vi have feiet omkring for at beſoge Folk. Gud bevares, hvor de flaue Bryllupsſkikke her i Jeres Landsby kan trætte et Menneſke.
Wicette Man maa være- høflig, min gode Girot! Jeg havde flet ingen Fornoielſe af mit Bryllup, naar vi ikke forſt havde beſogt alle dem, ſom have havt med det at beſtille.
Girot. Det er ogſaa hoflige Folk; deres Artigheder
7
ere meget fornoielige. Byfogden fortalte mig, at han var forelſfket i Dig, og at han nok fkulde komme tidt og ſpiſe til Middag hos mig i Paris; Sognepræften klappede Dig paa begge Kinderne og ſagde til mig, at det var en Dumhed at gifte ſig; Degnen var faa artig at ſige, at ſaadanne Folk ſom vi, maatte have Sang ved vort Bryl— lup, derfor maatte jeg give ham tre Rigsdaler, og Klokke— ren ſagde, at Du var for ung og ſmuk til mig.
Nicette. Ja, den Klokker har Forſtand!
Girot. Mange Tak! ja men jeg er heller ingen Tosſe! Dod og Plage! det ſkal jeg viſe ham, derſom han kommer mig for neer.
WTicette. Begynder Du nu igjen? Jeg ſynes Du er ſlem til at bande.
Girot. For Fanden! det troer jeg; det er jo Mode iblandt de Fornemme! der kommer fuldt op af Hofcava— lerer i mit fornemme Vertshuus og det er af dem, jeg har lært den fine Tone og de galante Manerer. Naar man holder Vertshuus i Klerkevoenget, ligeoverfor Louvre, Kongens Slot, faa hører man, paa en Maade, til Ade— len, det har jeg ladet mig fortælle af en adelig Heſtgar— der, ſom i et Par Maaneders Tid har ſkyldt mig Penge,
Wicette. Du lader til at være forfængelig; Du vil blive ſtolt naar Du hører, at Din Brud har Marga— retha af Valois, Kongen af Frankriges Soſter og Kongen af Navarras Gemalinde, til Gudmoder.
Giron. Dod og Liv! det er jo ypperligt! men hvor— ledes er Du kommen til den Wre? Det er jo et beſyn— derligt Tilfelde; thi Dronningen af Navarra er ikke me— get ældre end Du.
8
Nicette. Nei viſt ikke. Den Dag, jeg fkulde dobes, var Hoffet paa Jagt i Omegnen, og Dronningens Mo— der ſteg af her i Vertshuſet; den lille Margaretha, ſom ſaae at jeg lage i Vuggen, legede med mig, ſom med et Dukkebarn, og vilde endelig med til Kirken; det benyttede min Moder ſig af og bad hende til Fadder.
Girot. Seer Du nu hvad der kommer ud af at boe i Nerheden af Hoffet?
Kicette. Hvad der kommer ud af? Ja det har jeg ikke ſeet endnu! Det er fandt nok, Kongen af Navarra er ikke rig, og ſiden han har taget Flugten fra Paris, ſiger man, at han ligger i Feldten med en Vaabenkjole, der ikke er heelt af.
Girot. Det kan nok være; han fkylder mig endnu for den ſidſte Aftensmad, han fik hos mig tilligemed Bi— ron, Duplesſis, Daubigné og nogle flere af hans og mine gode Venner. Men Din Gudmoder kommer dog ſommetider og beſoger Dig?
Nicette. Ja, naar de jage her. Maaſkee hun og⸗ faa kommer i Dag; thi jeg fane en Flok af Heſtzar den paa Veien fra Paris.
Girot. Saa lad os vente, min Engel! lad os vente paa Hoffet. Du fkal bare høre hvorledes Cavalererne vil raabe: Ah ha! der er Girot, Verten i Klerkeveenget! Kjende J hans Bord og hans Kjælder? Afſted til Klerke— venget! Klerkevoenget leve! — og de have Ret, de have, Fanden tage mig! Ret!
Licette. Virk elig?
Girot. Klerkevenget — oh, det er et Himmerige!
9
Duet.
Girot. Den fine Verden i mit Vertshuus modes; Hos mig Du Glædens Tempel finde vil! Der glemmes Sorg; thi hvert Hjerte opglodes Af god Champagne og Kjærligheds Ild! Licette. J Glædens Rige jeg Dronning fÉal være. Girot. Den Fryd og Hader vil jeg offre Dig. Licette. Jeg fÉal blandt Hof og Adel Kronen bære. Girot. Ja viſt, min Glut! — de ſoge jo hos mig! Girot.
Den fine Verden i mit Vertshuus modes;
Hos mig Du Glædens Tempel finde vil!
Der glemmes Sorg; thi hvert Hjerte opglodes
Af god Champagne og Kjerligheds Ild!
Nicette.
Den fine Verden i Dit Vertshuus modes;
Hos Dig jeg Glædens Tempel finde vil!
Der glemmes Sorg; thi hvert Hjerte opglodes Af god Champagne og Kjærligbeds Ild!
Girot.
Muntre Sange, Dunkle Roſengange, Der ſtjenker mange Smaaglutter Lyſt! Naar Maanen ſmiler
10
Did den ClfÉte iler Og henrykt hviler Ved Pigens Bryſt Fuglens Trille Toner i det Stille, Vindene ſpille Med Traets Blad! Barmen baver! Amor dem omſvaver Og Blikket haver Hun em og glad Wicette. Muntre Sange o. ſ. v. Girot (med en merk Mine). Men med Eet Forandring der ſkeer! Nicette. Hvad? kan Du mig fortælle meer? Girot. To vilde Mænd, ſom Vaaben bære, Sig nærme raſk med Vredens Fjed; Mit Huus de viſe vil den Vre, At fløde der hinanden ned! Nicette. Gud! er det der, de duellere? Girot. Det Moden er! Nicette. Det Moden er? Girot.
J Haven hos mig ſlaaes enhver, His Adel man fkal reſpectere;
11
Den er vanæret ved Duel, Som ikke doer i mit Hotel!
Nicette.
For Dine Kunder af Angſt jeg baver. Girot.
Hos mig at ſtride Moden kraver. Licette.
Hvor Mandfolk torſte efter Blod! Girot.
Ja, det gjør juſt min Naring god. Tricette.
Det er afftkyeligt faa at ſtride. Girot.
Ved Hoffet er det nu en Dyd. Nicette.
Jeg vil derom ei mere vide, Fortel mig om de Forelſktes Fryd!
Girot. Om de Forelſktes Fryd? Nicette. Om de Forelſktes Fryd! Begge. Muntre Sange o. ſ. v.
Tredie Scene. De Forrige. Mergy. Mergy. Holla! — Opvartere! — Fortraffeligt! ſaaledes modtager man de Fremmede vaa det bedſte Verts—
12
huus i Landsbyen; her er ikke en Staldkarl, ſom kan give min Heſt et Foer.
Wicette. Om Forladelſe, Herr Cavalleer! men jeg ſkal giftes i Morgen, og lukker mit Verthuus i Aften, for at tage til Paris med min Herre og Huusbonde, ſom der ſtaager; fan gaaer det altid lidt uordentligt til.
Mergy. Jeg vil ikke være til Uleilighed, ſmukke Brud! men min gode Ganger, min bedſte Ven, er nær: ved at ſtyrte af Treethed, og jeg ſelv er, efter to Dages Ridt —
Girot. O ho! J kommer langveis fra?
Mercy. Fra Navarra. (Lægger Kappe og Pidſk fra fig)
Girot (fagte til Nicett). Det vidſte jeg — en ganfke ſimpel Troie, uden Guld eller Solv, nedlagt Krave — han er en Bearner — en elendig Kunde.
Ticette. Han har dog en ædel Mine.
Girot. Gud bevares! ædel ſom Kongens; men ikke en Hvid i Lommen.
Mergy. Der er et Guldſtykke; men ſkynd Jer nu lidt.
LEtcette (ſagte til Giro. Seer Du?
Girot chilſendeyß. Naadigſte Herre! vær ganſke rolig;
jeg fkal felv ſorge for Eders ædle Ganger! (Gager).
Nicette. Og jeg ſkal opvarte Jer. (vender tilbage) Men, om Forladelſe, er J maafſkee et af de fortabte Faar?
Mergy. Af de fortabte Faar?
Ticette. Ja, i det Land, hvorfra J kommer, holde de juſt ikke meget af vor hellige Fader Paven.
13
Mergy. Naa, Du mener en Huguenot?
Ticette. Naturligviis.
Mergy. Jo viſt, mit Barn! Du har truffet det.
Nicette. Seer man det! Men bliv nu ikke vred. Jeg bryder mig ikke om det; jeg ſpurgte kun om det, for at faae at vide, om jeg tor byde Eder en Kapun, endſkjondt det er Fredag.
Mergy. Jo kom kun med den.
Ticette (gaaer). Strax, naadige Herre! ſtrax!
Fjerde Seene. Mlergy aallene). Arie. J Aften jeg da igjen den ſtore Stad vil ſkue Hvori jeg tabte alt mit Held! Ha! i mit Bryſt jeg føler Haabet lue — Og dog Angſt gjennemisner min Sjel!
Snart ſkal Dig, Veninde! Smt min Arm omſnoe; Sorgens Sky vil ſvinde, Thi jeg var Dig troe!
Snart, min Sjels Veninde!
Jeg Dig atter har;
Styrket ved Dit Minde
Kun min Sorg jeg bar! Jeg fulgte Pligt og Wre Da fjernt fra Dig jeg leed, Du ſvoer mig troe at være — Har Du ei glemt Din Eed? Mon Du, trods Glands og Smiger, Midt i Hoflivets Lyſt, Endnu med Ufkyld ſiger:
14
Kun for Dig flaaer mit Bryſt
Snart ſkal Dig, Veninde! f Omt min Arm omſnoe;
Sorgens Sky vil fvinde,
Thi jeg var Dig tro!
Femte Scene.
Mliergy. Girot.
Girot (kommer lebende; opbragt) De Slyngler, de hidſige Kjeltringer! har de ikke reent fordærvet mig min hele Stads? og derſom den lille Stalddor ikke havde været, ſaa var jeg aldrig ſluppen vel fra de Bank, ſom de be— gyndte at tractere mig med! Uh! de lode deres Ridepidſke vippe, fan at jeg maatte hoppe ſom en Mynde!
Mergy. Hvem taler Du om?
Girot. Om et Duſin Heſtgardere, ſom ere komne hertil med Kongens Haandheſte. — Der ere de! der ere de! aa! endnu have vi ikke faaet dem af Halſen.
Sjette Seene. De Forrige. En Vagtmefter ved Garden og hans Folk.
Garderne.
Dak Bordet ſtrax! vi her vil ſpiſe! Lad os fane Mad og Vin!
Girot. For Fanden! J Reſpect ſkal viſe — Garderne. Hold Munden, Nar! bring Frokoſt ind! Girot. Men, mine Herrer! tænk dog paa —
15
Garderne. Den bedſte Viin Du bringe maa. Girot (ſtrigende). Her holdes ikke Vertshuus mere! J Kjaldren ingenting vi har! Garderne. Kom ei med Spog! Du fkal tractere Hvor Fanden Du ſaa Vinen taer! Girot (blivet ved at ſtrige). Kan J ei høre? Jeg ſiger, her er lukket i:
Syvende Scene. De Forrige. Ricette (med Frokoſt). Nicette. Min Gud, faa tie! Hvorfor vil De Spektakler gjøre?
Vagtmeſteren.
See, her et klart Beviis vi ſeer For at her ei bevertes meer! (Tager Viinflaſken). Den Flaſtke Viin jeg felv vil tage. (Mergy fager med Heftighed Flaſken fra Vagtmeſten, fætter den paa Bor⸗ det, lægger fin dragne Kaarde ved Siden af den, og fætter fig derpaa roligt til at ſpiſe.)
Garderne. Til flig en Grovhed jeg ei ſaae Mage! Du trodſer en kongelig Vagt?
Tag Dig i Agt! tag Dig i Agt! (Mergy ſtjerer et Stykke af Kapunen, ſom ſtager paa Bordet.)
Buvbuaa vad
vd
16
Med Kapun han frakt begynder En Fredagsfrokoſt!? Garderne. Hvilken Synder!
En Faſtedag han lever flot? Den Fyr er beſtemt en Huguenot!
Vagtmeſteren. Han ud af Vindvet ſnart fkal være!
Mergy (reifer fig).
Frakke Knægt!
Vagtmeſteren. Saa ſagte, Kjære ! Jeg troer, at han gjør fig gal! É Garderne, O vi nok ham tæmme fkal!
Mergy (griber Kaarden).
Den, hvis Haand mod mig ſig haver, Som et Liig fkal ſegne her!
Garderne.
Du, min Ven! i Fare ſvaver,
Huſk at Floden er Dig nær! Girot. Licette. O, min Gud! af Frygt jeg bæver!
Mergy. Ha! jeg min Harme vil delge; Paa mit Sværd jeg ſtole kan! Men, ved Gud! der Dod fÉal følge Hvis de tor mig gribe an!
+Guvbuså
N
0 b
—
17
Garderne. Vogt Du Dig for Seinens Bolge, Let Dit Mod den ſlukke kan. Vil Du, Garden ſtal Dig folge, Huguenot! til Gravens Rand? Ficette. Girot. Ak, jeg kan min Frygt et dolge, Ham de Slyngler dræbe kan; Gid den Skryder og hans Folge Slukte Modet ſelv i Vand. Ottende Scene. De Forrige. Cantarelli.
Cantarelli.
Per Dio! jeg ſynes man ſkjendtt!
Vagtmeſteren. Herr Cornet! den Knægt er viſt En gjennemdreven Calviniſt! Cantarelli (feer Mergy). Affè! mig de Trek er bekjendte. Ah, Herr Baron! velkommen her! Garderne. En Baron? det var ei at vente, Da hans Dragt ſpidsborgerlig er. Cantarelli. J nu til Poſten Jer maa begive, Den Obreſt ſnart vil være her; J veed, at let han vred kan blive, Derfor til Vaaben ſkynder Jer!
18 Mergy. Bed ham min Uro endt kan blive; Thi ved Hoffet kjendt han er —
Dog lad ei Elſkov mig henrive, At jeg mig røber her! Garderne. Vi til vor Poſt os mage begive, Vor Oberſt ſnart vil være her; Den gode Mand let vred kan blive, Derfor vi ſtrax bevæbnet er. Nicette. Girot. Det Pak kan, GudfÉelov! ei blive, Saa han i Fred kan være her; Vi os til Haven mage begive; Thi vore Gjaſter vente der. (Nicette, Girot og Garderne gage.)
»Huvbuss
Niende Scene. Mergy. Cantarelli.
Cantarelli. Che fortuna, at jeg Jer ſee igjen! Hvilken uventet Mode! II cavaliere de Mergy, Famico fra Bearn her i denne Landsby?
Mergy. J kan altſaa erindre mig endnu?
Cantarelli. Per Dio! fuld” jeg kunn' glemm' den Hoflighed, J har mig viiſt, da min Skjebne mig gjorde til Jeres prigioniere, i den gruelig Slag ved Bergerac, hvor min ſtore Patron var faa naadig, mig at lade flye bort?
Wergy. J var jo ikke i nogen Fare; vi traf paa hinanden bag en Muur, hvor J, ſtkjult bag Eders Heſt, ſtod og bad Jer Roſenkrands
13
Cantarelli. Maravigliossamente! jeg ikk' veed hvor— dan jeg kommen der; senza dubbio, jeg havd” gaaet feil i den Damp af Krudt. In tanto, J har mig be— handlet ſom tappre Mand, ſom jeg er, og mig gjort fri senza riscatto — uden Lespeng'; derfor, befal! Jeg mig ſtaaer godt, hos den Enkedronning. Sua maestaà mig har ladt komm' fra Firenze for indrette de Concert og divertimenti ved Hof; jeg har bliv udmeerkt, ved at more le loro altessi, og en Aften la regina Catha— rina mig har raabt in estasi over mine Talent: Bravo, Marquis Cantarelli! Alle har raabt equalmente og jeg har ſkrig' meer hoit end de Andre, perche jeg er bliv Marquis; poi jeg er gjort Cornet i den Heſtgard', ſom er al nobilita, og al vostro servieio til Fods og til Heſt, med Stød og Hug, med Dolk og Kaard', ſom I behag'.
Mergy. Jeg takker! J Dag er jeg en fredelig Ge— ſandt. Jeg kommer med et venfkabeligt Budſkab fra Kong Henrik af Navarra, til hans Svoger, Henrik den Tredie.
Cantarelli. Tanto melio! De Batailler er en ganſt' god Ting, men de if? due per un cantanto! Den Krigsmuſik mig ſtrax gjør ondt i min Ør', Men, Ba: ron! amico mio! J lav de Ag bliv kold' og, senza complimenti, jeg kan Jer ſiig', at jeg paa Veien fra Paris har faaet en forſkrokkelig Appetit.
Mergy. Saa til Bords!
Cantarelli. Bene! man fladdre bedre ved Bord.
Mergy (ſagte). Jeg brænder af Begjerlighed efter at
20
fritte ham ud; men jeg veed ikke hvorledes jeg fkal bes gynde! Cantarelli (fætter fig). Diavolo! man ſidd' godt her! Mergy (fætter ſig). Men denne Frokoſt er vel let for en fan forſkrekkelig Appetit. | Cantarelli. Come? Mergy. Her er kun Wg. Cantarelli. Er den tyk', fed” Kapun ingeting? Mergy. Men det er Faſtedag.
Cantarelli. For min” Soldat — det er en andre Sag — sono francesi! men jeg er født i den Lend, hvorfra al de Dispenfation komm' — jeg kan med en
god coscienza — Samvittighed, ſpiſe den lill' Ving', ſom J vil mig give! .
Mergy. Med Fornoielſe.
Cantarelli. Oh quel famoso, den Hong' af Na: varra, hvad ſkal J begjcer' for ham?
Mergy. Hm! — hans Gemalinde, troer jeg. Cantarelli. Ah! hans elſkevoerdig' Grethe, ſom han falder hende. Den amhassada if? nytter, Sua Maesta den Enkedronning ikke lader den superba Marguerita reiſ' bort fra Hof, hverken hun eller hendes Veninde, ſom aldrig hende forlad.
Mergy emed Deeltagelſeö). Og hvem er denne Veninde? Cantarelly. J ikk' fjender hende? hun er Jeres Landsmandind'. La contessina Iſabelle de Montal.
Mergy. Jo, hele Bearn Fjender denne ædle Familie.
Cantarelli. Hun er ſidſt' Green af ſin Familie. Den Kong' er hendes Formyndere. Ha! ha! ha! hun kom hertil, med Marguerita — oh! uden at vid' mindſt'
21
usanza di corte! man mig bad om at dann' hende — eben, jeg har givet hende de bedſt principj! (Reiſer ſig).
Mergy (fagte, idet han reiſer ſi). Fordomte italienſke Slange!
Cantarelli. Oh, hun fkal bliv” dannet for Hof — J kan vær ganfk' rolig! Hun fkal bliv' en gloria for Navarr'
Mergy. Saa har hun vel allerede mange Tilbedere?
Cantarelli. Mange Tilbedere? — no! kun een, ſom har befriet hende fra al' de andre. Diavolo! naar Comminge
viſer fig, ſom il servitore d”una bella — all' de andre — via! via! de har ikk' Lyſt at lad' dem ſtik dod.
Mergy. Og hvem er denne Comminge?
Cantarelli. Hvem han er? Min Obreſt, en onomo, ſom træf fin Kaard' tre, für Gange om Ugen. Cos— petto! Ingen kan ham pareer! Naar han ſeer Jer med en ſkjev Øie — addio! J kan gjør! Teſtament. Men, vero si è, han expedeer fin Mand con gusto, med Lethed, med nobilita — oh, all' de Damer er forrykt i ham.
Mergy (ærgerlig). Guds Dod! alle disfe elffværdige Pralere kan ikke forfærde en Mand, ſom har Mod!
Cantarelli forſtrakket)̃). Corpo di Baceo! che dite? Naar J ſiig faa til ham, Jeres ambassada vil ikk' var' længe, (Man hører Horn i det Fjerne) Ah, kan J hor'? Den Jagt kommer herhen! (pan aabner en Glasdor) Ecco, ecco la cavalcada.
Mercy (urig). Maaſkee Iſabelle —
22
Cantarelli. Addio; jeg commandeer den Eskorte.
Mergy (i Glasderen). Vi ſees igjen!
Cantarelli. Gage pan Terrasſe; det er en superbo spettacolo!
Mergy. Farvel! (Gaaer ud af Glasdoren.) Cantarelli. Nu jeg maa lad' blæs til Heſt! Men
forſt en lill' Glas endnu. (Skienker i et Glas.)
Tiende Scene. Cantarelli. Comminge.
Comminge. Hoad beſtiller Du der?
Cantarelli (overraſtet, med Glasſet i Haanden). He? — det er Dig, brav' Comminge? carissimo amico?
Comminge (tager Glasſet og drikker). Tie!
Cantarelli. Naar jeg ham fer, jeg har hverken Sult eller Torſt.
Comminge (giver bam Glasſet ). Der!
Cantarelli. Mille grazie! endnu en Glas?
Comminge. Nei, endſtjondt jeg er ligeſaa træt ſom min Heſt, der ſtyrtede da jeg kom! Min Hals brænder ſom Helvedes Esſe! Solen, Støvet, Fortrædelighed — jeg kunde ikke være med ved Jagten! J Stedet for at felge Iſabella, ſom Kongen havde tilladt mig, maatte jeg blive i Paris. En lille uſkyldig Fyr fra Bretagne tvang mig til at forſomme min Fornøielfe i Dag for at ſtikke ham ihjel.
Cantarelli. Den uforſkammet Knægt! Ja der er
23
Folk, ſom er fan uartig! Og hvad hedd' den lill' For, ſom Du ſtak igjennem?
Comminge. Beville! Du veed, han er nylig afgaaget fra Pagerne. Skylden er ikke min! jeg har længe havt en grændfeløs Taalmodighed med ham. Jeg troer ikke at Job, Taalmodighedens Patron, kunde veeret hof— ligere mod Djævlen end Din Ven Comminge har været imod den ſnakſomme Steer. Snart paaſtod han imod mig, at de mailandſke Vaaben vare bedre end de flan— derffe, ſnart at hans Kappe havde et ſmukkere Snit end min; forleden Dag pralede han i Girots Vertshuus af, at hans bretagnſke Hoved kunde taale mere Champagne, end mit — og endelig i Gaar, ved Enkedronningens Feſt — Iſabelle tog fine Handſker pan og tabte den ene — jeg var tilſtede — lige fæt ved — og dog ſpringer den Galning til, tager Handſken op og trykker den til fine Læber inden han giver hende den. For Fanden! hvad var derved at gjore? jeg greb ham i Armen: J Morgen fees vi i Klerkevoenget! Men der havde vi da ikke været endnu. Baaden var paa Midten af Floden da Klokken ſlog ti i Louvre; jeg brændte af Lyſt til at folge med Jagten og bad Roerkarlen at ſtandſe, vi trak — ved det forſte Stod faldt han i Vandet! O Gud for— lade ham den Tid, han har ſpildt for mig.
Cantarelli. Ah, det er utroligt! Du maa altid hav" Umag' med at lær” de unge Menneſker, hvordan de fÉal W
Comminge. Hvad fkal jeg gjøre? de ere uforbedre⸗
lige.
24
Cantarelli. Povero Comminge! altid de plag' Dig. Men, carissimo Obreſt! vi maa afſted; den Jagt vil ſnart være her. Ah, den Dronning af Navarr'.
Ellevte Scene.
De Forrige. Margaretha. Jſabelle. To Pager.“
Margaretha. J her, Marquis Comminge? Min Broder ſpurgte om Eder paa Jagten.
Comminge. Kongen? ;
Margaretha. Ja, han forfølger endnu en Raabuk. Jeg er træt; jeg vil hvile mig et Oieblik hos min Gud: datter, ſom eier dette Voeertshuus. Vi have ladet vor Beereſtol blive i Skoven. Jeg beder, at J vil hente os her, naar Kongen tager bort.
Comminge. Jeg er uſigelig lykkelig ved at ledſage
Eders Majeſtet! (Gager.)
Cantarelli. IIlustrissima Signora! vi fkal gjor' ſom J befal. Margaretha. Hvorledes bliver Maſkeraden i Aften Signor Cantarelli? Cantarelli. Superba, Maestà! jeg ſkal bliv” Sca⸗
ramouche og dands den Sarabande. (Gaaer.)
Margaretha (til Pagerne). Jeg behover Eder ikke! 80 (De gage.)
Tolvte Scene. Mlargaretha. Jabelle.
Margaretha. Endelig ere vi et Sieblik alene, bedſte Veninde! og jeg kan ſkjcende pan Dig, ret af Hjertens Grund!
25
Iſabelle. Paa mig, Eders Majeftæt?
Margaretha. Ja, pan Dig. Hvorfor denne morke Sorgmodighed midt i alle Hoffets Glæder? denne Foragt
for vore unge Cavalerers Hylding? — aldrig Smiil, altid Sukke!
Iſabelle. Tilgiv mig, hvis jeg mishager Eders Mas jeſteet; det er imod min Villie og gjør mig meget ondt,
Margaretha (ſmilende7ß. Hvem ſiger, at Du mishager mig, kjcere Pige?
Iſabelle. Men J er dog utilfreds med mig.
Margaretha. Ja, det er jeg; men min Moder endnu mere. Ved det ſidſte Bal hos Kongen ſagde hun til mig: For den hellige Jomfrues Skyld, Margaretha! hvad tenker dog denne lille Gaſcognerinde at hun er her for? Hun er ſmuk, og lukker ſig inde hos Dig, for ikke at lade fig fee! Hun flæder fig ſimpelt, er mork, tankefuld — hun fjeder ſig. Man har ſagt mig, at hun vil tage bort fra Paris! Ved St. Denis! ſiig hende dog min Datter! at hun ikke er ret klog. En forældreløs Pige, ſom har ſtore Godſer i Navarra — hun tilhører den franſke Krone. Man maa ſtakke den lille Dues Vinger; for hun ffal flyve bort fra Louvres Taarne, for ſkal jeg fætte hende — fan calviniſtik hun er — til Abbedisſe i St. Clare Kloſter.
Iſabelle. Hvad hører jeg? og med hvad Ret? Da jeg fulgte Eder til Paris, min Dronning! havde J be— ſtemt kun at blive her nogle Dage og naar J drog til— bage til Eders Gemal, vilde J bringe mig til min Fæ: dreneborg. f
26
Margaretha. Det var min Beſtemmelſe; min Mo⸗ der havde en anden. Jeg er i Fengſeel. Iſabelle. Og J kan udholde denne Behandling? J kan lee af de ſtrafverdige Daarſkaber, her begaaes? Margaretha. Jeg? — ja — nei — ſom Du vil! Om jeg ſmiler, hvad: gjør det til Sagen? Vi ere i Louvre, min gode Pige! der udtrykke Anſigterne ingenting. Iſabelle (levende). Saaledes kan jeg ikke føle mig efter Omſtendighederne. J beſkytter mig og jeg elſker Eder; men alt Andet i Louvre, denne Troloshedens Bo: lig, er mig forhadt — og dens Luft er mig en Gift. Margaretha. Iſabelle! Iſabelle. O Gud! hvor jeg er ulykkelig! Margaretha. Du græder? vær rolig, kjcere Veninde! Finale. 5 Margaretha. Du til Navarras Bjerge kun higer, Og her Du foler bitter Qval? Iſabelle. Ak, min Lykkes Stjerne kun opſtiger J min elſtte Fadrenedal! Romance. 11
Om mit Hjem ſtaaer et Minde Præget dybt i mit Bryſt,
Og jeg Fryd kun kan fiade Dvaler jeg ved det med Lyſt. O, lyt venlig til min Klage, Du, ſom mig Dit Venfkab gav! Giv mit Hjem mig tilbage Eller ffjænt mig blot en Grav!
27
2. Fuglens Qvad klang fra Skoven Huldt i Morgenens Fred, Snekken let flød paa Voven Naar Maanen ſmilte ned ; Saa fvandt blidt min Ungdoms Dage, Uffyld Fred mit Hjerte gav — Giv mit Hjem mig tilbage Eller ſkjenk mig blot en Grav! Margaretha. Dog jeg maa Dig den Plan affløre, Som Kongen ſelv har fattet med Dig. Iſabelle. Hvordan? lad hans Billie mig høre? Margaretha. Han Dig bortgifter. Iſabelle. O Skrak for mig! Margaretha. Du bæver for Kjoerligheds Lenker? Iſabelle. O, jeg ahner kun bitter Qval! Margaretha. En Mand da Livets Held Du ſtjenker. Iſabelle. Og jeg dets Sorger kun føle ſkal! Margaretha. En Mand, hvis Slægt ſtager nærved Tronen, — Iſabelle. Vee mig! 2 *
28
Margaretha. Dig onfker til fin Brud! Iſabelle. Hans Navn? Margaretha. Blandt Tappre bærer han Kronen. Iſabelle. Hans Navn ? Margaretha. Er Comminge. Iſabelle. Store Gud! Margaretha. Du blegner, Pige! jo af Skrak. Iſabelle waklende). Jeg doer! Margaretha (holder paa hende). Kom til Hjælp! — O ver kjak!
Trettende Scene.
De Forrige. Mergy. Mergy (ilende). Hvo kalder? Gud! min Elſkte?! Iſabelle (i hans Arme). Ha! Margaretha. Hvad? Mergy! J er her?
29
Iſabelle. Mildt Dit Blik paa mig hviler, Du atter ner mig ſtaager! O Haabets Engel os huldt tilſmiler, Af Glæde høit mit Hjerte flaaer. Mergy.
Jeg henrykt til Dig iler Og ſalig ner Dig ſtager! Ja Haabets Engel os tilſmiler, Af Glæde høit mit Hjerte ſlaaer.
Margaretha (ſmilende).
Hun henrykt mod ham iler;
I deres Blikke Glæden ſtager! Sorgen ſvandt, fro hun ſmiler — Hendes Barm for ham flaaer !
Fjortende Scene.
De Forrige. Comminge. Cantarelli. Nogle Gardere,
(ſom blive ſtaaende paa Landeveien). Comminge (til Garderne). Til Paris tager Kongen fin Vei. Iſabelle (forlader Mergy hurtigt), Comminge? Mergy chaftig, ved fig ſelvy. Min Rival! Margaretha (gaaer imellem dem). O forraad Dig blot ei!
Comminge (til Cantarelli). En Übekjendt?
30
Cantarelli.
Min Ven det er, Og fra Bearn han kommer her!
Margaretha (høit til Mergy).
Herr Geſandt! af Eders Hender Fra min Gemal jeg ſikkert faaer et Brev?
Mergy (rokker hende knaelende et Brev), Saa lykſalig jeg blev, At bringe det han ſkrev! Comminge (fagte til Cantarelli). Mon Kong Henrik ham ſender? Cantarelli.
Det tvivler jeg ei paa.
Comminge (med et gjennemborende Blik paa; den ).
Ha, fee hvor Diet brænder;
De forvirrede ſtaae!
Margaretha (efter at have feet i Brevet). Men Etiquetten maa Geſandten ei glemme; For Kongen forſt J fremſtille Jer bor, — Min Broder maa i Naade ſelv beſtemme Om FI paa mig, hans Soſter, hilſe tor.
Margaretha (ved fig ſelv).
J hans Blik Vreden luer,
Der er Had i hans Siel; Men min Lift, hvis han fruer, Verner om deres Held!
vvch
Mergy (ved fig felv). J hans Blik Vreden luer, O, det ſpager os ei Held! Men vee ham, hvis han truer, Thi Hævnen flammer i min Sjel!
31
Iſabelle aigeledes).
Ved hans Blik angſt jeg gruer
Og baver for mit Held;
Thi vee mig, hvis han fkuer
Den Flamme, jeg har dulgt i min Sjel! Comminge (med Liet paa de Elſkende). Hendes Blik haftigt luer,
Oprort er hendes Sjel;
Han maa doe, hvis han truer
Mig med Tab af mit Held!
Cantarelli (ved fig ſelv).
Mergy han mørkt befÉuer, Vi faae viſt en Duel; Naar faa hans Die luer, Han vil ſlaae Folk ihjel!
Buvbugo
Femtende Seene.
De Forrige. Girot. Nicette. Deres Venner. to Pager og Garderne (ſom ſtaae i Baggrunden).
Skaren. Jubel for Dig, o Dronning! ſkal tone! Du fromt til Folket ſmiler ned! Som Dydens Lon af Gud Du fik en Krone; Vi offre Dig vor Kjarlighed!
Margaretha. Er Du der, vakkre Nicette? Og i Pynt — hvad betyder dette? Girot (til Nicette),
Du Majeftæten fige bør, At, ved mig, Din Lykke Du gjør!
De
32
Ticette (til Dronningen). Deel, høje Gudmoer! min Glæde, Jeg fom Brud ſtaager pyntet her; Thi jeg i Morgen fkal træde For Altret med den Herre der! Margaretha. Gid Dig Lykken troe ledſage! Cantarelli (ſpogende). Hvad, Girot! hun Dig — Girot (butter). Vil tage! Margaretha (til Nicette). Kom i Aften ſmukt til mig Og en Medgiſt jeg Dig giver. Girot. O, af Fryd forrykt jeg bliver! (til Nicette). Til Louvre jeg felv gaaer med Dig! Margaretha.
Ja, kom i Aften til mig! (Trompeterne forkynde, at Kongen tager bort). Comminge.
Her Kongens Bud! Iſabelle (fagte). O, briſt mit Hjerte! Cantarelli. Vi mage afſted! Mergy (fagte), Ha bittre Smerte!
I
vvå
33
Comminge (fom holder Lie med Mergy). Hans Blik er merkt! Margaretha (ſagte til Iſabella). Saa fat Dig dog! Cantarelli. Afſted! afſted! Comminge. Folg Kongens Tog.
Garderne. Afſted med Kongens Jagertog!
' . Iſabelle.
Min Dronning! jeg for Eders Trone Med Bon om Biſtand knaler ned; Kun I den Skfjabne kan forſone, Som truer nu mit Hjertes Fred!
Mergy.
Hoit Jubelqvad omkring mig tone, Og Sorg mit Mod dog bøjer ned; Hvis ei jeg Skjebnen kan forſone, Da har jeg tabt min Sjelefred!
Cantarelli. Eben! man bære kan en Krone Og dog bliv? Slav' af Kjarlighed; Jeg ſeer den Dronning fra ſin Trone Seer ømt til Herr Geſandten ned! Margaretha.
Mit ftørfte Held er, fra min Trone At ſee paa Lykkelige ned!
Fat Mod! jeg Skjabnen ſkal forſone
»Og Dig gienſkienke Held og Fred!
34
Comminge. Jeg troer, at bag Margrethas Trone De har ſogt Ly for Kjerlighed! Vee ham! ſelv om han bar en Krone Han da for mig fkal ſegne ned!
Skaren.
Vor Jubel høit for Dig féal tone, Som fromt til Folket ſmiler ned! Du fik, ſom Dydens Lon, en Krone, Vi offre Dig vor Kjærlighed !
(Dronningen gaaer; Alle ledſage hende undtagen Mergy, ſom med Tinene folger Iſabelle, og ſtandſer ved Doren. Dakket falder),
»Guvbönde
bee
eden Met
Sal i Louvre. J Baggrunden er en ſtor Dor igiennem hvil⸗ ken man, naar den gabnes, ſeer en Hovedtrappe paa hvis forſte Trin to Gardere holde Vagt; desuden en lille, med Gardiner tildakket, Glasder, ſom gaaer ud til Haven.
Forſte Scene.
Iſabella (kommer og aabner Doren i Baggrunden; hun er urolig og ſynes at vente nogen). Arie. Mindet blidt ſkal drage Tidens Slør tilbage Fra min Barndoms Dage Da jeg var lykkelig! Trods Kongens Bud, trods Had og Qval, Mergy! kun Din jeg blive fral! O, Margarethas blide Hjerte Er rørt for min Kjærligheds Smerte; Den Hulde mig ſmilende bad: „Ver, elſkte Barn! rolig og glad!“ Gud! o hør min Klage! O, ſkjenk mig. tilbage Glædens ſvundne Dage!
36
D, hør Du mig Bonfalde Dig! — Haabets Stjerne blidt opftiger, Sorgens dunkle Sky alf viger! Atter Glædens Dage Vende vil tilbage, Sorgen jeg forjage Bil ved Haab, o Gud! til Dig!
Anden Scene. Iſabelle. Margaretha.
Iſabelle (ſom feer Dronningen). O, der er hun!
Margaretha. Slette Efterretninger. Jeg har ſagt til Kongen, at Du onſkede Udfættelfe for at fætte Com— minges Beſtandighed paa Prove; jeg har frembragt alle mine ſmaae Uſandheder med den ſtorſte Snedighed af Verden; men jeg har ſyndet uden Nytte, jeg har arbeidet uden Gavn, Kongen blev vred, jeg blev ſtodt og det end: tes med at vi fÉiltes ad efterat jeg havde forſikkret ham, at jeg ikke kom paa Maſkeraden.
Iſabelle. Jeg har ſagt Eders Majeftæt, det gjælder mit Liv. Siden jeg har ſeet ham, ſom deeltog i min Barndoms Lege, ſom jeg elſker med ſaamegen Omhed og ſom min Fader kaldte Son —
Margaretha. For alting, tal ſagte og bort med al Fortvivlelſe; den duer ikke her i Landet. Lift, mit Barn! Liſt! Stol paa min; den har før hjulpet mig ud af Snaren og i min Henriks Arme.
Iſabelle. Hvad? J troer da, at der er endnu et Middel?
Margaretha. Kun eet; men et ufeilbarligt.
i g
5 |
i
4
37
Iſabelle. Og det er?
Margaretha. Nu — det er — at Du flygter med Din Barndomsven!
Iſabelle. Gud! Jeg ſom har arvet et uplettet Navn, ſom er den Sidſte af en Familie, hvis Wre jeg bor be— vare — jeg ſkulde tage bort med ham alene? Nei, jeg elffer ham altfor høit.
Margaretha (fmitenda. — En upperlig Grund! Jeg vidſte ikke, at det er nodvendigt at hade Folk, naar man ſkal reiſe med dem. Dog, jeg billiger Din Klogſkab; thi jeg bruger min Fornuft ppperligt i Hjertets Anliggender, naar de angaae andre! — Nu vel! faa bliver det nød: vendigt, at jeg hemmeligen fager Dig gift, til Trods for Kongen og den frygtelige Comminges Skinſyge. Jeg har allerede grublet paa Sagen; Sammenſveeßgelſen udvikles i mit Hoved — jeg har endogſaa teenkt pan en Medſam— menſvoren og beſtilt ham herhid.
Cantarelli (udenfor). Bene! bene! hoppe kun dyg⸗ tigt all' ſammen for at bliv' i Aand'!
Margaretha. Hörer Du ham?
Iſabelle. Hvad? denne Italiener?
Tredie Scene. De Forrige. Cantarelli.
Cantarelli (trader ind). Jeg ſiig det, det er godt! Forneie Jer! jeg ſkal meld” den lill' Guddatter hos hen— des hoie Gudmoer!
Margaretha. - Hvem er der?
Cantarelli. Lill' Nicetta, ſom er kommen med fin caro sposo den Girot; de har fanet fin Spog med de
38
Maſker, ſom ſamler fig derind' for at gjør” Prov'. Maestà har befalt dem komm' her! $
Margaretha. Ret ftrar. Men nu er det kun Eder jeg onſker at tale med.
Cantarelli (med Complimenter). Umilissimo servo! — jeg er her! Jeg har mig kun giv' Tid at lægg” min Maſkedragt, ſom jeg havd” kaſt paa for at prøv” den halletto.
Margaretha. Meget vel! men hør mig, Signor Cantarelli! Hele Hoffet taler om Eders ſjeldne Talenter; J har et glimrende Rygte, er den fnedigſte Intriguant, Italien nogenſinde har ſkjcenket os, og min Moders Stjernetyder har leeſt i Planeterne, at J engang kal bære en Cardinalshat. )
Cantarelli, Ha! ha! ha! ikk' dum den Læsning!
Margaretha. Tvertimod. Men inden J begynder at omſtobe den hellige Faders Cabinet, vil jeg forſoge Eders diplomatiſke Talenter i en Kjerlighedsaffaire.
Iſabelle (ſagte). Hvad vil hun ſige ham?
Cantarelli (ſagte). Una conſidenza d'amore! nu har jeg gjort min Lykk'!
Margaretha. For vi gage videre, vil jeg imidlertid ſige Eder, at det er Jer umuligt at afflaae mig Eders Tjeneſte; thi jeg har Jer faa ſikkert, ſom den Slemme har en Kjætter, og det koſter mig blot et Ord, faa bliver Eders tilkommende Eminenze hængt pan Oieblikket.
Cantarelli (forbauſetb. Den introduzione er noget ſor⸗ gerlig til en galant Affair!
Margaretha (tagér et Papiir frem fra Varmen). Ah, be⸗ romte Virtuos! J er altſaa en hemmelig Agent for Hu:
39
ſet Lorraine? Iſtedetfor at ſynge fmægtende Romancer, ſender J Hertugen af Guiſe et af Pavens Breve og er faa uforſigtig at ſkrive Eders Bemærkninger deri med egen Haand.
Cantarelli. Calunnia scelerata!
Margaretha (vifer ham Papiret). See!
Cantarelli (ſenderknuſh. Jeg beſvim' om!
Margaretha ondſtabsfuld). Til Ulykke behandler min gode Fætter Guiſe Statsſager pan ſamme Maade ſom Forretninger, der ere endnu ſodere for hans Hjerte. Disſe Helte i Kjeerlighedens Rige have deres ſvage Pie: blikke, og en af mine Pager har fundet dette velſignede Brev i Marquiſe de Saunes Værelfe (lægger det ſammen med Ondſtab og ſtikker det atter ind paa Barmen). Der er det! det horer mig til; jeg kunde more Kongen med at lade ham læfe det, eller ogſaa lobe det igiennem med Politielieutenan— ten. Men jeg gjemmer det her, — ſom en Reliquie — hvis J udfører min Plan.
Cantarelli (kaſter fig paa Kn). Maestà! jeg fværg” ved alle de Helgener, ſom er i ganſk' Italien —
Margaretha (raſt). Det er nok; vi have ingen Tid at ſpilde. J fÉal fane Alt at vide. Tal, Iſabella!
Iſabelle. Jeg vover ikke —
Margaretha. Du maa! ſkynd Dig!
Cantarelli (overraſket'). Cielo! det er min lill' ufkyldige scolara, ſom har den Kjerlighed?
Terzet. Iſabelle (til Cantarelli).
„Fly ei for Amors Lenker!“ J ſaa tidt har mig ſagt,
40
„Salighed dem han Fjænter, Som fnæle for min Magt!” Cantarelli. Sempre man i min Tale Traffe Forſtand e morale! Margaretha. O, en faa herlig Lære Bor man lydig være! Iſabelle. „Fly ei for Amors Lenker!“ J faa tidt har mig ſagt, „Salighed dem han ſtjenker, Som knale for hans Magt.”
Margaretha. Nei, fly ei Amors Lenker; Thi én tryllende Magt Lykſalighed dem ſkjenker, Paa hvem han har dem lagt.
| |
Cantarelli.